News

29. februar 2024

Slip for at indregulere gulvvarmesystemer – brug Pettinaroli ALPHA

Det er rigtig god forretning for dig at anvende det modulerende gulvvarmesystem, Pettinaroli ALPHA, så indregulering af gulvvarme bliver overflødig. Du reducerer derfor installationstiden og sikrer samtidig dine kunder optimal komfort på gulvvarmen.

Mange traditionelle gulvvarmesystemer kører efter et START/STOP-reguleringsprincip. Det betyder, at der bliver sendt varme ud, hvis temperaturen er under den ønskede rumtemperatur. Tilstrømningen af varme stopper først, når den ønskede rumtemperatur er nået. Det giver et temperaturudsving på +/- 2 grader.

Hvordan virker Pettinaroli ALPHA?

Det modulerende styresystem, Pettinaroli ALPHA, benytter et pulssystem, hvor små mængder varme sendes ud i en cyklus, så temperaturudsvinget er minimalt.

Pulsstyringsprincippet

Systemet arbejder i intervaller, hvor varmebehovet i hver zone beregnes. Systemet beregner, hvor lang tid det enkelte rum skal have tilført varme, ud fra forskellen mellem den aktuelle temperatur og den ønskede temperatur. Jo tættere man kommer på den ønskede temperatur, jo mindre tid tildeles rummet – dvs. jo kortere bliver pulsen. Dette princip giver et temperaturudsving på kun +/- 0,2 grader – altså en tiendedel udsving i forhold til traditionelle gulvvarmesystemer.

Pettinaroli ALPHA sørger selv for at fordele varmen mellem de enkelte zoner, og det vil derfor ofte ske, at kun én kreds står åben af gangen. I disse situationer behøver vi ikke længere tage hensyn til modstanden i det enkelte rør. Derfor behøver ALPHA ikke den tidskrævende indreguleringsproces.

Hjernen i dette system ligger i selve styreboksen. Rumtermostaterne sender oplysninger om rummenes varmebehov, og styreboksen behandler disse oplysninger og reagerer derefter.

Hvorfor skal du overhovedet indregulere gulvvarmesystemer?

Indregulering sikrer, at der skabes flow i alle åbne zoner samtidigt. Vandet vil altid søge ud i de rør, hvor modstanden er mindst; jo længere rør, jo mere modstand. Har din kunde derfor en stor stue og et lille bad, som begge kræver varme, vil al varmen søge mod badet, hvor røret er kortest og modstanden mindst. For at undgå dette, indreguleres systemet. Efter indregulering er modstanden ens i alle rør, og badeværelse og stue får tilført varme samtidigt.

Besværligt og tidskrævende at indregulere

Manuel indregulering af gulvvarme kræver en nøjagtig beregning. Det er derfor besværligt og tidskrævende at foretage en indregulering. Fx tager det gennemsnitligt 26 minutter at indregulere et system med 5 kredse.

Det modulerende system arbejder ud fra præmissen om lastfordeling. Det betyder, at hvis flere rum kalder på varme samtidig, vil styreboksen fordele de enkelte tidsintervaller for at få så få overlap som muligt. Ved traditionelle gulvvarmesystemer vil systemet åbne for varmen i alle rum med varmebehov på én gang. Det giver to ulemper: Der vil være et behov for indregulering af hele systemet, samtidig med at det kræver et stort flow i systemet for at alle rum kan forsynes med varme samtidigt.

Med et modulerende system Pettinaroli ALPHA er der ikke behov for stor flowkapacitet. Det betyder, at du kan nøjes med en rørdimension på 3/4″, som f.eks. KVIKSHUNT.

Kontakt os, hvis du har spørgsmål ››