STILLINGEN ER BESAT – Digital Marketing praktikant søges

Er du bidt af kommunikation og on-line markedsføring? Brænder du for at skrive og forbedre brugeroplevelsen på hjemmesider? Er du interesseret i SEO optimering og e-mail marketing? Kan du lide at holde dig opdateret med de nyeste digitale tendenser inden for markedsføring? Så er du måske vores nye praktikant?

Som praktikant hos Pettinaroli A/S i Middelfart får du erfaring inden for B2B, med idégenerering, produktion og udgivelse af relevant og engagerende indhold til vores digitale kanaler, herunder nyhedsbreve, SEO-optimerede tekster til vores hjemmeside, online artikler osv.

Ud over at bidrage til udvikling og produktion af Pettinarolis digitale indhold, vil du også støtte vores marketingafdeling i at identificere potentielle digitale berøringspunkter i kunderejsen til vores målgrupper. Du skal i samarbejde med marketingteamet og et bureau løbende evaluere, hvordan vores indhold fungerer og kan optimeres baseret på data. Således hjælper du os med at nå vores målgrupper med kommunikation om vores brand og produkter på den mest tiltalende og værdiskabende måde.

Du vil hos os få afprøvet dine teorier og ideer i praksis, få sparring samt opleve resultaterne af dit arbejde undervejs.

Ansvar:

  • Optimering af vores hjemmeside for at forbedre brugeroplevelsen. Herunder SEO-optimering inklusive søgeordsanalyse, linkbuilding osv.
  • Assistere med at skrive og SEO optimere knivskarpe produkttekster
  • Udvikle, implementere og evaluere SoMe kampagner og hjemmesideinitiativer, der sigter mod, at øge trafikken til Pettinarolis hjemmeside og kommunikere vores budskaber
  • Udvikle, implementere og evaluere initiativer til at rekruttere nye abonnenter til Pettinarolis nyhedsbrev

Krav:

  • Du er markedsføringsøkonomstuderende eller bachelorstuderende, gerne 2. eller 3. års med en uddannelse med fokus på: kommunikation, marketing, digitalt design, webdesign eller lignende.
  • Proaktiv, detaljeret og resultatorienteret
  • Stærke kommunikationsevner og gerne kreativ tænkning
  • Interesseret i digital markedsføring, især websiteoptimering

Interesse for følgende er en fordel, men ikke et krav:

  • SEO optimering af websteder – herunder meta-beskrivelser, ALT-tekster, H1, H2 etc.
  • CMS, hjemmesider f.eks. WordPress
  • SoMe herunder FaceBook og LinkedIn
  • E-mail-marketing software, såsom Mailchimp, HubSpot
  • Anvendelse af Google Analytics eller andre analyseværktøjer

Lyder det som noget for dig, så kommer du ind i en familieejet organisation, hvor tillid, ærlighed og gensidig respekt er meget vigtige værdier. Vi er ikke mange på kontoret, så alle er gode til at give en hjælpende hånd med, hvis det kniber et sted. Derfor kan der forekomme diverse forefaldende opgaver. Vi er ikke kedelige, men elsker smil og god humor, for der skal være plads til at have det sjovt i hverdagen – det smitter nemlig!

Ansøgningsfrist: asap

Jobstart: Januar 2022 efter aftale

Vi glæder os til at høre fra dig, så send din ansøgning hurtigst muligt til Birgitte Riddersholm Larsen, marketingchef, bila@pettinaroli.dk. Du er også velkommen til at kontakte Birgitte på 2121 7360 for yderligere information om stillingen.

Om Pettinaroli

Pettinaroli A/S er leverandør af kvalitetskomponenter og komplette systemløsninger, herunder kuglehaner, ventiler og gulvvarmesystemer til den danske VVS-branche og har derudover samhandel med en lang række europæiske virksomheder. Virksomheden har været på banen siden 1976, hvor den blev stiftet under navnet Jørgen Pedersen VVS. I 2000 skiftede navnet til Pettinaroli A/S og blev en del af den italienske koncern Fratelli Pettinaroli SpA. Al produktion foregår i Italien.

KVALITET, SERVICE og FLEKSIBILITET er vigtige nøgleord i vores hverdag, og vores kompetente medarbejdere står altid klar med en hjælpende hånd uanset forespørgslens karakter.